• Familieterapeut og privatøkonom ved alt om henholdsvis opdragelse og økonomi. Her er deres vurdering af forskellige tilgange til lommepenge

    Source: BDK Borsnyt / 15 May 2025 05:21:03   America/New_York

    For børn er lommepenge ofte det første møde med frihed og ansvar, men for forældre kan de rejse spørgsmål om, hvad der er den bedste måde at give dem på. Spørger man Fie Hørby, familieterapeut og forfatter til bøger om opdragelse, og Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank, er det vigtigt, at forældre overvejer, hvilke værdier de ønsker at overføre til deres børn. For lommepenge er ikke bare kroner og øre, mener de to eksperter. De er et vigtigt opdragelsesværktøj, som former børns forhold til penge langt ind i voksenlivet. Forældre bør fjerne fokus fra, hvor meget de giver i lommepenge til, hvordan de giver dem. De to eksperter gennemgår her fordele og ulemper ved fire tilgange til lommepenge – og kommer med en klar opfordring til forældre. Fordele En af de tilgange, der findes til lommepenge, er den, hvor barnet får et fast beløb i intervaller, for eksempel ugentligt eller månedligt. Privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen ser tilgangen som et godt redskab til at lære børn om ansvar og prioritering. »Det er en fordel, at man lærer at disponere over sine egne penge,« siger hun og tilføjer, at det i den forbindelse også er en god idé at lære barnet om opsparing og tidsperspektiv. Hvis barnet for eksempel vil spare op til et løbehjul, bør man tale om, hvor mange penge det kræver, og hvor lang tid det vil tage, forklarer hun. Også Fie Hørby er positivt stemt over for at give lommepenge i et fast beløb. Hun mener ikke, at børn skal gøre sig fortjent til lommepenge. I stedet skal de ses som et værktøj til at styrke barnets økonomiske sans. »De faste lommepenge er en god mulighed for at købe noget af det, forældrene ikke nødvendigvis ville vælge – og for at få erfaring med disponering af penge,« siger Fie Hørby. Ulemper Det er ikke udelukkende positivt at give lommepenge i et fast beløb. »Det kan jo give børn et billede af, at penge bare falder ned fra himlen, uden at man skal yde noget,« siger Louise Aggerstrøm Hansen. Hun understreger dog, at det afhænger meget af, hvordan forældre i øvrigt opdrager deres børn og taler om værdien af penge. Fordele I nogle hjem får børn lommepenge for en tømt opvaskemaskine eller et ryddet værelse. Fordelen er ifølge Louise Aggerstrøm Hansen, at man med tilgangen viser, at penge ikke kommer af sig selv, hvilket stemmer overens med den virkelighed, barnet senere vil møde på arbejdsmarkedet. Men fordelen blegner i forhold til, hvad der ifølge begge eksperter er den store ulempe. Ulemper Louise Aggerstrøm Hansen og Fie Hørby er enige om, at der også er negative konsekvenser ved at give børn lommepenge som betaling for pligter i hjemmet. »Man risikerer, at børn lærer kun at hjælpe til i hjemmet, hvis der er en belønning involveret,« siger Louise Aggerstrøm Hansen. Og den opfattelse deler Fie Hørby. Hun mener, at tilgangen underminerer hele ideen om fællesskab. Når børn betales for pligter, bliver hjemmet hurtigt til en »købmandsbutik«, hvor alt har en pris. »Pludselig vil de ikke hjælpe til, medmindre de får noget for det. Så forældre fanges i deres egen opdragelse,« forklarer hun. Pligter bør ifølge Fie Hørby være en naturlig del af dét at være en familie. »Børn skal lære, at man hjælper til efter alder og evne. Alt andet er dårligt for sammenhængskraften i familien,« fastslår hun. Fordele I nogle familier gives lommepenge ikke på faste tidspunkter, men når der opstår et konkret behov. En fleksibel tilgang kan sagtens fungere, mener begge eksperter. Men det kræver noget af både børn og forældre at lykkes med den. »Det stiller krav til barnets ansvarsfølelse. Og for at udvikle den, skal man som forælder tage snakken om penge – så barnet forstår, at man ikke bare får flere, hver gang man spørger,« forklarer Louise Aggerstrøm Hansen. Ulemper En ulempe ved at give sine børn penge uden faste rammer er ifølge Fie Hørby, at det kan gå ud over selvstændigheden. Når forældre løbende giver penge uden en tydelig struktur, kan det være svært for forældre at bevare overblikket over, hvor meget børnene egentlig har fået. Samtidig øges risikoen for, at forældre kommer til at betale for meget – og for ofte – på børnenes vegne. »Hvis man hele tiden betaler for sine børn, tager man noget vigtigt fra dem. Det kan hæmme udviklingen af selvstændighed og ansvarlighed i relation til penge,« forklarer Fie Hørby. Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen er det en ulempe, at børn ikke har et beløb, som de over en periode selv skal disponere over. De risikerer at gå glip af den læring, faste beløb kan give. Hun fortæller dog, at hun selv er vokset op med en løs tilgang til lommepenge. »Og jeg er trods alt blevet privatøkonom i dag,« siger hun med et grin. Fordele Louise Aggerstrøm Hansen og Fie Hørby er begge positivt stemte over for, at barnet tjener sine egne penge. De understreger dog, at det primært er en god idé som et supplement til lommepenge. Tilgangen forudsætter også en vis alder, da yngre børn ikke har ret mange muligheder på arbejdsmarkedet, påpeger de. Men er barnet gammelt nok, mener eksperterne, at egen indtjening er værdifuld for hele familien. »Større børn har som regel et stort forbrug og vil som oftest gerne klare sig selv. Det er også et middel til ikke at være så afhængig af sine forældre,« siger Fie Hørby. Ulemper Ved tilgangen ser begge eksperter en fare for, at barnets jagt på penge kan gå ud over tiden til at passe sin skole og dyrke andre fritidsaktiviteter. »Det er godt at tjene sine egne penge, hvis det tænkes ind i den hverdag, barnet i øvrigt har,« siger Louise Aggerstrøm Hansen. Eksperternes opfordring til forældre Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen skal forældre huske, hvilken indflydelse de har på deres børn – også når det kommer til penge. Forældre er deres børns vigtigste rollemodeller, påpeger hun. Og forældres økonomiske vaner former børns forhold til penge langt ind i voksenlivet. »Børn gør, som vi gør, og ikke, som vi siger. Hvis vi prioriterer et impulskøb over at betale regningen på køkkenbordet, lærer vores børn det samme,« understreger hun. Fie Hørbys vigtigste opfordring til forældre er, at de ikke skal koncentrere sig så meget om, hvordan deres børn bruger lommepengene. »Blander man sig for meget, forstyrrer man deres læring. I stedet for at lære af egne erfaringer begynder de at rette sig efter andres forventninger. Og så risikerer de at blive enten overansvarlige eller helt uansvarlige med penge,« forklarer hun og tilføjer: »Børn må gerne være kede af at have brugt alle deres lommepenge. Det er en vigtig læring.« Forældre skal desuden ikke være bange for forskelsbehandling, hvad angår lommepenge, mener Fie Hørby. For mens nogle børn har brug for faste rammer, trives andre med en mere behovsstyret tilgang. »Min ældste søn havde brug for faste lommepenge. Min datter havde ikke så stort fokus på det, så hun fik penge ved behov,« siger hun og afslutter: »Børn er forskellige, og derfor skal de mødes forskelligt for at føle sig set, hørt og mødt.« https://www.berlingske.dk/vores-liv/familieterapeut-og-privatoekonom-ved-alt-om-henholdsvis-opdragelse-og
Share on,